Fotoudstilling

Vi er en gruppe danske volontører, der har været udsendt som ledsagere og menneskerettighedsobservatører i Palæstina og Israel. 

Som led i oplysningsarbejdet skaber vi opmærksomhed og forståelse for situationen i Mellemøsten via billeder taget under vores observatørophold på den besatte Vestbred.

Den første fotoudstilling fokuserede på krænkelser af menneskerettighederne og blev produceret i to versioner: en stor i A3-format og en lille i A4-format, der kunne bestilles kvit og frit. Den store har været udstillet i Møllevangskirken i Århus og 12 biblioteker rundt omkring i landet har lagt lokaler til den lille fotoudstilling.

Efter et nyt hold observatører vendte hjem i vinteren 2018 med masser af billeder og nye fortællinger fra det hellige land, besluttede vi os for at producere en helt ny fotoudstilling under titlen ”Intet nyt fra Vestbredden?”. Den 11. marts 2019 løftede vi sløret for denne nye udstilling, som indeholder billeder fra samtlige observatører taget i perioden 2015 – 2018.

Den nye fotoudstilling ”Intet nyt fra Vestbredden?” giver et unikt indblik i hverdagen på den besatte Vestbred. Foruden børnearrestationer, husnedrivninger og tab af land, som for mange er blevet en del af hverdagen under besættelse, vil man igennem den billedlige fortælling desuden få et indblik i andre, mere stille hverdagsøjeblikke. Ud fra et humanitært- og menneskerettighedsperspektiv har vi for øvrigt sat fokus på vores personlige oplevelser som internationale menneskerettighedsobservatører.
Ørestad Bibliotek har lagt lokaler til udstillingen, som vil kunne ses i bibliotekets åbningstid indtil fredag d. 26. april.

Har du/I interesse i at få udstillingen til jeres skole, gymnasium, bibliotek eller kulturhus, skal I blot rette henvendelse til info@oplysningpalaestinaisrael.dk

Scroll to top