Fortællinger fra Palæstina – at leve i et grænseland

EAPPI står for Ecumenical Accompaniment Programme in Palestine and Israel. Her står jeg ved en landbrugsport, som ligger på grænsen mellem Israel og Vestbredden, Palæstina. Foto: Aurora

Forestil dig, at du hver eneste morgen står op med frygt. Frygten for ikke at kunne komme på arbejde, da det er afgørende i forhold til, om du kan forsørge din familie. 

Forestil dig, at din skæbne hver eneste morgen ligger i andres hænder, og at din skæbne kan afhænge af, hvilket humør de andre er i. 

Forestil dig, at du hver eneste dag skal gennem ID-tjek og flere sikkerhedstjek, når du som landmand eller arbejder blot kommer med din rygsæk, dit æsel eller din traktor på vej til din mark eller arbejdsplads.

Alt dette er realiteten, som mange palæstinensere ser i øjnene og gennemgår hver eneste dag. Muren, som deler Israel og Palæstina, er en af grundene hertil. For mange israelere er muren med til at skabe sikkerhed. For palæstinenserne er den lig med undertrykkelse, da den er med til at krænke deres rettigheder og personlige frihed i flere situationer.

Jeg har med mine egne øjne set, at der hver eneste dag ved grænseovergangene sker brud på menneskerettigheder. Det sker, når de israelske soldater ikke åbner overgangen til tiden og nogle gange slet ikke åbner den. Det sker, når de ikke vil lade de palæstinensiske arbejdere eller landmænd komme igennem porten af forskellige og ofte uforklarlige årsager. Det er hver eneste dag afgørende, hvilke israelske soldater, som kommer og åbner porten, som palæstinenserne skal igennem, samt hvilket humør de er i den pågældende dag. 

Jeg hedder Mille, og jeg har i 3 måneder i efteråret 2018 været udsendt for Folkekirkens Nødhjælp i Palæstina for programmet Ecumenical Accompaniment Programme in Palestine and Israel (EAPPI). Her var jeg menneskerettighedsobservatør, hvor mit arbejde gik ud på at observere, lytte, rapportere om brud på menneskerettigheder og i det hele taget vise international tilstedeværelse. Dermed tager min fortælling udgangspunkt i, hvad jeg har set med egne øjne og oplevet på egen krop. Jeg boede i den palæstinensiske by Tulkarm, og her havde vi mange af vores arbejdsopgaver. Derudover dækkede vi også Qalqiliya-området. 

Palæstinensiske arbejdere venter på at kunne komme igennem landbrugsport. Soldaterne er ikke ankommet for at åbne porten, selvom den burde have åben. Foto: Mille

Soldaterne ville denne morgen ikke lukke en landmand med sin traktor med anhænger igennem landbrugsporten. De gav ham ikke en begrundelse. Foto: Mille

Tulkarm – at leve i et grænseland 

Jeg boede i byen Tulkarm med mit hold, hvorfra vi hver dag tog ud til vores forskellige arbejdsopgaver. Vi var et hold bestående af fire kvinder fra henholdsvis Tyskland, Canada, Norge og Danmark. Tulkarm er en by, som ligger i det nordvestlige Palæstina på Vestbredden. Tulkarm ligger lige op til muren, som adskiller Israel og Palæstina. 

Israel begyndte at bygge muren i 2002. Siden da har det haft store konsekvenser at være palæstinenser. “Muren” er dog ikke alle steder en flere meter høj betonmur. Flere steder består den af et metalhegn med pigtråd. På den anden side af hegnet er der ofte en millitærvej, hvor de israelske soldater kører frem og tilbage og bevogter muren. 

I Tulkarm-området har der i mange generationer været tradition for dyrkning af landbrug, og det er det, mange familier lever af. Dette er der dog ikke blevet taget hensyn til, da muren blev bygget. Heller ikke “Den grønne linje,” som er den internationalt anerkendte grænse mellem Israel og Vestbredden, har israelerne rettet sig efter, da muren blev bygget. Meget af muren er nemlig blevet bygget på palæstinensisk land. Derfor opstår der et grænseland mellem muren og den grønne linje, som kaldes for seam zonen. 

Seam zonen 

Da muren mellem Israel og Palæstina blev bygget, blev der ikke taget hensyn til den grønne linje. Derfor findes der et område mellem muren og den grønne linje. Flere palæstinensiske byer og områder, herunder store arealer landbrugsjord, ligger i seam zonen. Der bliver også til stadighed bygget israelske bosættelser på Vestbredden på trods af, at de ifølge international lov er ulovlige. Dette er også med til at skabe store områder seam zone, da der i disse situationer ikke bliver taget hensyn til palæstinenserne. Helt generelt presses palæstinenserne af bosættelserne, fordi der både bygges nye bosættelser og bygges til de eksisterende. Dette skaber store huller af land på Vestbredden, som palæstinenserne ikke har adgang til og må opholde sig i. 

Israelerne forbinder bosættelserne, og bygger veje fra Israel og ind på Vestbredden. Dette er med til at ødelægge det palæstinensiske landskab på Vestbredden, og samtidig bliver det sværere for palæstinenserne at rejse rundt. Der opstår altså hele tiden områder på den palæstinensiske Vestbred, hvor palæstinenserne selv ikke har lov til at være. 

Mange af vores arbejdsopgaver i Tulkarm- og Qalqilya-området bestod i at sikre, at de palæstinensiske landmænd og arbejdere hver dag kunne komme på arbejde på trods af forhindringer. Der er mange landmænd, som har land på den anden side af muren, der er tvunget til at skulle igennem checkpoints eller porte, når de skal hen til deres egne marker. Det skal de hver eneste dag, og det forbindes ofte med frygt, da landbrugsportene ikke altid åbner til tiden, og at de israelske soldater har magten og til tider er brutale. 

At være palæstinensisk landmand

Her monitorer vi, EAPPI, en landbrugsport, hvor to kvinder venter på at komme igennem, så de kan komme hen til deres marker. Foto: Aurora

Hver eneste morgen stod vi tidligt op, for at monitorere, altså vise international tilstedeværelse, ved forskellige landbrugsporte, som ligger langs muren. De forskellige porte åbner og lukker på forskellige tidspunkter. Nogle porte skal de israelske soldaterne holde åben i 15 minutter og andre en time. Det, at vi med vores veste var til stede, kunne ofte hjælpe til, at åbningstiderne blev overholdt, og at soldaterne ikke handlede så voldsomt over for de palæstinensiske arbejdere og landmænd, som skulle igennem porten. Vi havde også mulighed for at tage kontakt til myndighederne, hvis en port ikke åbnede til tiden. Det var dog desværre ikke altid tilfældet. Gentagne gange oplevede vi, at folk ikke kunne komme gennem landbrugsportene af forskellige årsager. Palæstinenserne selv fik sjældent oplyst, hvorfor de ikke kunne komme igennem.

Soldaterne er på vej væk, selvom den her port bør være åben fra kl. 6.00-6.30. Dog lukkede soldaterne porten kl. 6.25 denne morgen. Det resulterede i, at tre landmænd og en kvinde ikke kunne komme hen til deres marker. Foto: Mille

Palæstinenserne bosiddende på Vestbredden har et grønt ID-kort. Derudover skal de have speciel tilladelse til at komme gennem porten. Palæstinenserne skal også have separate tilladelser til de ting, redskaber, dyr eller køretøjer, som de gerne vil have med. Tilladelserne skal fornyes løbende, så det kræver ekstra hårdt arbejde for de mange palæstinensiske landmænd, som har været så uheldige, at deres marker kom til at ligge på den anden side af muren, som israelerne byggede – på store dele palæstinensisk land og ikke den på den grønne linje. 

Økologisk landbrug ved siden af kemikaliefabrik

Fayez, der er økologisk landmand, står ved sine oliventræer. Kemikaliefabrikken, på den anden side af muren, kan ses i baggrunden. Foto: Mille

Fayez er økologisk landmand i Tulkarm og driver en økologisk farm med sin kone. Da muren blev bygget i 2002, blev Fayez’ farm halveret. Nu har han ikke længere adgang til sit land på den anden side af muren. Det vil sige, at hans farm, hvor han blandt andet dyrker tomater, agurker og peberfrugter, er omringet af muren fra tre sider. 

Ikke nok med det, så ligger der nu en israelsk kemikaliefabrik lige ved siden af Fayez’ økologiske farm. Selvom at Fayez har oplevet, at spildevand fra kemikaliefabrikken trænger ind på hans farm, og at farmen er blevet nedlagt af israelsk militær flere gange, så har han ikke mistet håbet. Han mener nemlig, at en måde at bekæmpe besættelsen på er ved at leve så bæredygtigt og selvforsynende som muligt. 

Qalqilya – omringet af muren

Qalqiliya er en by, som er omringet af muren, og der er kun en vej ind og ud af byen. 

Suhad, som er en af EAPPIs kontaktpersoner, bor i byen Qalqiliya. Hun beskriver byen som et stort fængsel, fordi der kun er en vej ud, og man ellers vil støde på en flere meter høj betonmur, hvis man forsøger at gå i andre retninger. 

En del af det palæstinensiske grundvand ligger under og omkring byen Qalqiliya. Selvom der burde være rigeligt med vand til at dække vandbehovet i Palæstina, så oplever mange palæstinensere ofte mangel på vand. Det skyldes, at Israel kontrollerer og sætter restriktioner på hele vandforsyningen i Palæstina. 

Vandmangel er dog ikke et problem i de israelske bosættelser på Vestbredden. I bosættelserne er der ubegrænset vandforbrug og vand nok til at fylde swimmingpools og vande græsplæner. “De er ikke interesseret i fred, de er kun interesseret i vand og land” siger Suhad om de israelske myndigheder.

Suhad, en af vores kontaktpersoner, bor i Qalqiliya, byen som er omringet af muren. 

Alt ovenstående er eksempler på, hvordan det er at være palæstinenser i dag. Meget har jeg selv været vidne til, og andet har jeg fået fortalt af de palæstinensere, som jeg har mødt. 

Mange af palæstinensere fortalte mig, at det er vigtigt for dem, at jeg fortæller om deres situation og deres historie. Mange føler sig nemlig glemt og umenneskeliggjort, når Israel som besættelsesmagt hver eneste dag bryder med international lov og menneskerettigheder. 

 

Derfor har jeg besluttet at fortælle, hvad jeg har set, hørt og oplevet. I mine øjne er det uretfærdigt, at nogle mennesker skal opleve ovenstående både israeler, palæstinenser og folk derimellem. Palæstinenserne har ret til, lige som alle os andre, at blive behandlet som mennesker. Det er desværre ikke tilfældet, som situationen ser ud i dag. 

 

// Mille

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Scroll to top