Den Glemte Fortælling om Bethlehem

Jeg spurgte en gruppe venner, hvad de tænker, når de hører “Et barn et født i Bethlehem”. De tænker på julehygge, familie, dansen om juletræet og alt det, der har med jul og glæde at gøre. Når jeg hører den, tænker jeg først på en 8 meter høj mur, der strækker sig så langt øjet rækker. Jeg tænker på de mennesker, som står op midt om natten for at være ved Checkpoint 300 til kl. 4 for at være sikker på, de er på den anden side af muren til kl. 6. Jeg tænker på lyden af en bulldozer, der river huse ned, der tilhører familier. Jeg tænker på de flygtningelejre, der har eksisteret i gernerationer, hvor soldater invaderer deres hjem midt om natten. Jeg tænker på tåregas, gummikugler, lydbomber, og hvad der ellers hører til den israelske soldats uniform.
Muren i Bethlehem
Muren i Bethlehem ved solnedgang: Foto taget af Lærke
Jeg var observatør i det besatte Palæstina i tre måneder i 2018. Som observatør er man tilknyttet et område, og jeg vil prøve af beskrive nogle af de opgaver, jeg havde i Bethlehemområdet.
Checkpoint 300 er et af de mest travle checkpoints. Palæstinensiske arbejdere står op ved midnatstid for at nå checkpointet til klokken 4 for at være sikker på, de er på den anden side af muren til klokken 6. Vi som observatører står op til klokken 4 for at observere de mange tusinde palæstinensiske, der krydser checkpointet ind i Israel. Det siges at have en positiv effekt, at vi er til stede. Vi står ved den humanitære gate og indenfor ved de fire gates. Disse gates burde være åben, men de er tit lukket i perioder. I løbet af sådan en morgen har alle gates været lukket og nogle gange længere tid end andre. Imens jeg var i Bethlehem, åbnede den humanitære gate sig sjældent. På en måned så jeg den kun åben to gange. De lokale siger, at når vi er der og står synligt for de israelske soldater, så lukker soldaterne ikke lige så tit for gaten.
Chekpoint 300 på en hverdag, hvor folk klatrer i hegnet for at nå på arbejde til tiden: Foto taget af observatør i 2015
I min første uge i Bethlehem lærte jeg virkelig lyden af en bulldozer at kende. Jeg får stadig kuldegysninger ved lyden af en bulldozer.
En tidlig morgen fik vi et opkald om, at de israelske soldater rev huse ned i Al Walaja, som er et område nær Bethlehem. Tre huse var allerede revet ned, inden vi ankom. Fire huse blev revet ned, og en container, der var doneret til bønderne, blev ødelagt, og indholdet blev konfiskeret. Alt dette skete på en dag, og de var færdige før klokken overhovedet var blevet 12. Vi prøver at komme ud for at observere disse hjerteskærende øjeblikke, men det kan være svært, da det ofte sker uden varsel, og det sker tidligt om morgenen.
En dreng foran familiens nedrevet hus med familiens møbler ude til højre: Foto taget af Lærke
I Betlehem er der intet mindre end tre flygtninge lejre. Alle har været der i generationer. Her kan man høre, folk fortælle historier om, hvordan soldater invaderer deres hjem midt om natten. De gør det for at skræmme og for at arrestere børn og unge. Disse børn får ikke lov til at være i kontakt med deres familie de første måneder, de er i fængsel. Arrestationer af børn er desværre mere normalt, end man lige tænker.
 
En stor del af det arbejde, man laver i Betlehem, er at stå ved skoler, når børne er på vej til og hjem fra skole. Her står vi synligt for børnene og ikke mindst soldaterne. Det giver en tryghed for børene men også hos forældrene. Når vi er der, sker der sjældent noget. Alle dage vi stod ved Tuqú skole, blev vi inviteret ind på kaffe. En af dagene havde vi hørt, at en dreng var blevet arresteret, og under kaffen finder vi ud af, at det er to drenge, en på 12 og en på 14. De israelske soldater havde tvunget sig adgang til deres huse omkring klokken 2 om natten. Soldaterne havde givet dem håndjern på og bind for øjnene. Drengene sad og ventede på et koldt beton gulv indtil klokken 8 for at komme i forhør. I disse situationer kan vi være de første, der hører om det, så vi ringer ud til organisationer for at finde en advokat, der kan tage sagen, for børnene ikke skal bruge for lang tid i fængsel. Børnene bliver ofte arresteret med tomme anklager om, at de har kastet sten efter en bosættelse.
En bestemt pige, der prøver at fortælle soldaterne, hvad hun har på hjerte: Foto taget af Lærke
Jerusalem og Betlehem ligger meget tæt ved hinanden og er delt af en mur. Den israelske stat vil gerne udvide med de bosættelser, der er i og omkring Betlehem og andre områder af Vestbredden. I Betlehem er der mange bosættelser, og der kommer hele tiden nye eller udbyggelser af allerede eksisterende bosættelser. Det er en kamp for palæstinesiske landmand at kunne beholde deres land. De har ikke altid dokumentation på deres land, og landet skal kultivers for, at det ikke bliver taget af den israelske stat. Bosættere har også fundet kreative måder at få mere land på, såsom at udlede deres kloakvand på markerne, eller lave herreværk på markerne ved at slippe kreaturer ud på markerne, så de spiser afgrøderne, eller ved at brænde eller rive afgrøderne op for at ødelægge høsten. Imens bygger den israelske stat mure, veje, eller konfiskerer land. Alt hvad der kan gøre det svært for de palæstinenske bønder at komme hen til deres land eller dyrke deres land.
Soldater der fortæller bønder, de ikke kan være på deres eget land: Foto taget af Lærke.
Oliventræerne er en stor del af mange palæstinenseres økonomi. Oliventræerne er ikke kun forbundet med økonomi, de er også et symbol på palæstinensisk land og fred.
Desværre er der mange palæstinensere, der lider under, at det israelske millitær nægter dem adgang til deres plantager. Under olivenhøsten i oktober bliver bønderne chikaneret af bosættere såvel som af soldater. Det er vigtigt at vise tilstedeværelse ved olivenhøsten, da det i nogle tilfælde kan mindske nogle af ovenstående situationer.

Palæstinensisk kvinde, der høster oliven, hvor man kan se en bosættelse ude til højre: Foto taget af Mille

Jeg spurgte en gruppe venner, hvad de tænker, når de hører “Et barn et født i Betlehem”. De tænker på julehygge, familie, dansen om juletræet og alt det, der har med jul og glæde at gøre. Når jeg hører den, tænker jeg først på en 8 meter høj mur, der strækker sig så langt øjet rækker. Jeg tænker på de mennesker, som står op midt om natten for at være ved Checkpoint 300 til klokken 4 for at være sikker på, de er på den anden side af muren til klokken 6. Jeg tænker på lyden af en bulldozer, der river huse ned, der tilhører familier. Jeg tænker på de flygtningelejre, der har eksisteret i gernerationer, hvor soldater invaderer deres hjem midt om natten. Jeg tænker på tåregas, gummikugler, lydbomber, og hvad der ellers hører til den israelske soldats uniform.
Men når jeg er færdig med at tænke på alt dette, så tænker jeg på håbet, på gæstfriheden, tilliden og næstekærligheden, som er så vigtig, når man bor i det besatte Palæstina.
 
– Skrevet af Lærke

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Scroll to top